Hvad er livet andet end en perlekæde af vejtrækninger?

Hvert åndedrag mennesket tager er som en dyrbar juvel, der ikke kan købes med noget som helst i denne verden. Ethvert åndedrag er en dyrbar juvel, der ikke har sin lige eller kan gøres op i nogen verdslig værdi.

I alle vores handlinger og bevægelser, i alle vores tanker og ytringer, i sorgens og i glædens stund; selv når vi sover og befinder os i en anden verden end den vågne trækker vi vejret, og derfor bør vi stræbe efter at trække vejret med et formål og ikke trække vejret uden grund.

Når et menneske rejser sig fra søvnen for at bede sin morgenbøn, bør han/hun indgå en aftale med sig selv på samme måde som en handelsrejsende indgår en aftale med en anden handelsrejsende. Inden man går i gang med sin morgenbøn bør man ihukomme, at Allah (Subhana wa ta'ala) har skænket os denne dag og dermed bremset vores død. Enhver ny dag er en uerstattelig gave. For hvert døgn har vi fået 24 skattekister; en for hver af døgnets timer.

Men det er tomme skattekister; vi skal selv fylde dem op med gerninger og hensigter i løbet af døgnet. Hvis vi ikke fylder kisterne op med gode gerninger og barmhjertige hensigter, vil de blive fyldt op af et uigennemtrængeligt mørke.

Hvor kommer dette mørke fra?

Når vi taler om mørke og lys bør man også skabe plads for skyggerne. Vi kaster alle vores skygger; negative tanker spundet af det ego, som er afhængig af adskillelsens tvangstanke for at overleve, men som kun er en illusion i det verdslige liv. Skyggerne følger os så tætte, som var de en del af vores vejrtrækning.

Det nytter ikke at bekæmpe eller ignorere vores følelser i håb om at løsrive os fra vores skygger; snarere bør vi omfavne og optage vores følelser og skygger med den største barmhjertighed, der er os mulig.

Mørket er vores bekymringer, vores rædsler, vores angst for det lys, som vi higer efter hver gang vi trækker vejret. Gennem vores bønner og reflektioner og ihukommelser af vores Skaber, hjælper vi os selv med at huske på Allahs enhed; intet og ingen er nogensinde adskilt fra Ham, ej heller i denne verden, og intet og ingen af os er nogensinde forladt af Allah (Subhana wa ta'ala) – det er betydningen af det smukke vers: “Allah er tættere på et menneske end dets egen halspulsåre.” Anhver sjæl tilhører Allah, og enhver sjæl vil komme tilbage til sit udgangspunkt.

Lyset, som fordriver mørket og oplyser skyggerne, består af kærlighed. I lyset kan intet mørke overleve; for mørke kan udelukkende eksistere i lysets fravær. Kærlighed til os selv, til vores medmennesker og med-skabninger, kærlighed til den Ene, vores Skaber; alt dette er en del af den lyskilde, der kan opløse negative følelser som grådighed, stolthed, nationalisme, had, egoisme, skyggerne som følger os hvor vi går og står.

Når man beder fajr/morgenbønnen og langsomt ser himlen blive lysere og lysere, ser vi mørket forsvinde fra denne verden; vi ved at det skyldes Jordens rotation, men alligevel er der tegn deri for den reflekterende sjæl.

Allah (Subhana wa ta'ala) og Hans sidste budbringer Profeten Muhammed (Allahs fred og velsignelser med ham) har opmuntret os til at rejse os før solopgangen for at rense os og knæle i bøn og derefter være vidne til tidens bevægelser, denne verdens åndedræt for at reflektere og ihukomme Ham, der har givet os perlekæder af åndedræt.

Lad os derfor fylde vores skattekister med det lys, som vi ser og som vi kan mærke; lad os bruge vores åndedræt på at løsrive os fra skyggerne bag os og finde tilbage til den Ene Sjæl, som vi alle består af. Og Allah ved bedst.