Islamisk dato

Muslimske Sider

Dagens Hadith

'“Profeten, sallallahu ’alayhi wa ’ala alihi wa sallam sagde: ”Hvem som helst der vil smage sødmen af troen (iman), lad ham elske en person, og elske denne kun for Allahs skyld.” [Kilde: Ahmed og al-Hakima]” '

Kitaba.org

SeekersGuidance

Allahs 99 navne


---> Hvad er Allahs 99 navne?

Islamisk SMS Service

HS


Designed by:
SiteGround web hosting LadyCroc 2010
Personlige historier
Skrevet af Ladycroc   
Torsdag, 31 December 2009 00:54

T E S T I N G ::: UNDER UDARBEJDELSE

 

På denne side vil der inshaAllah komme inspirerende og interessante artikler om danske konvertitter, deres indgang til islam og tiden efter.

 

Danskmuslim.dk lægger vægt på historier, der fortæller om, hvordan den nye muslim takler sin tilværelse efter konverteringen. Så har du erfaringer fra dit liv som ny muslim, så send en mail til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. med DIN historie.



Mens vi venter.....

Læs denne spændende beretning om den danske matros Hark Olufs, der konverterede til islam i 1721 under sit fangenskab i Algeriet, og som rejste hjem til Danmark, som fri og rig mand efter at have deltaget i pilgrimsrejsen til Mekka.

 

Fire hurtige artikler om at konvertere til islam:

Kilde | Source: Washinton Post
Forfatter | Author: Yvonne Ridley
Dato | Date: 18/02-2007

Hvordan jeg kom til at elske sløret

Yvonne Ridley, født 1959, er en britisk journalist, der blev verdenskendt for hendes tilfangetagen af Taliban i Afghanistan. Ridley blev fanget af Taliban i 2001, mens hun arbejdede for Sunday Express, og hun blev holdt fanget i 10 dage.

Før arbejdet for Sunday Express havde hun arbejdet 10 år i Fleet Street for flere forskellige prestigefyldte aviser f.eks. The Sunday Times, The Observer, Daily Mirror og Independent. Hun har også arbejdet på projekter som nyhedsoplæser, producent og præsentør på programmer for BBC TV og radio, CNN, ITN og Carlton TV hvor hun blandt andet rejste til Afghanistan, Irak og Palæstina. Hun er stifter og medlem af ” Women in Journalism” og hun er også promotor for kvinders rettigheder, og er også stifter og medlem af ”Stop The War Coaltion” og det politiske parti ”RESPECT”.

Her følger den danske oversættelse af Ridleys ”Hvordan jeg kom til at elske sløret”.

Yvonne Ridley, Washington post - USA

Mandag den 23. oktober 2006

Jeg plejede at betragte tilslørede kvinder som tilbageholdne og undertrykte skabninger – indtil jeg blev fanget af Taliban.

I Septemper 2001, kun 15 dage efter terrorangrebet på USA, sneg jeg mig ind i Afghanistan, påklædt en blå hoved-til-tå burga, med hensigten om at skrive en avisartikel om livet i det undertrykkende regime. I stedet blev jeg opdaget, arresteret og tilbageholdt i 10 dage. Jeg spyttede, og sværgede, af dem der tog mig til fange, de kaldte mig en ”dårlig” kvinde, men lod mig slippe løs, efter jeg gav løfte om, at læse Koranen og studere Islam. (Ærlig talt ved jeg ikke, hvem der var mest lykkelig, da jeg blev sat fri – dem eller jeg.)

Tilbage, hjemme i London, holdt jeg mit løfte om, at studere Islam – og jeg var forbløffet over det som jeg fandt ud af. Jeg havde forventet, at Koranen ville indeholde kapitler om, hvordan man skal slå sin kone og undertrykke sine døtre, i stedet fandt jeg passager, der støttede frigørelse af kvinden.

To og et halvt år efter min fangetagen konverterede jeg til Islam, hvilket fremprovokerede en blanding af forbavselse, skuffelse, og opmuntring i blandt venner og familie.

Nu er det med væmmelse og forfærdelse, at jeg ser, her i England, at tidligere udenrigsminister Jack Straw beskriver den muslimske nikab (beklædning hvor man er helt dækket undtagen øjnene), som en uvelkommen barriere til integration og premiereminister Tony Blair, forfatter Salman Rushdie, og selv Italiens premiereminister Romano Prodi springer til hans forsvar.

Som værende en der har været på begge sider af sløret, kan jeg fortælle dig at de fleste mandlige politikere og journalister, der jamre over de undertrykte kvinder i den islamiske, verden slet ikke ved hvad de snakker om. De bliver ved med tørklædet, børnebrude, kvindelig omskæringer, æresdrab, og tvangsægteskaber imens de helt forkert bebrejder Islam for alt dette – deres arrogance er kun overgået af deres uvidenhed.

Disse kulturelle emner og traditioner har intet at gøre med Islam. En omhyggelig læsning af Koranen viser, at stort set alt hvad de kvindelige feminister i vesten kæmpede for, i 1970erne, var til rådighed for muslimske kvinder 1400 år tidligere.

Kvinder i Islam bliver betragtet som ligeværdige til mænd, hvad angår åndelighed, uddannelse, værdighed, og en kvindes gave hvad angår fødsel og opfostring af børn, bliver betragtet som en positiv egenskab.

Når nu Islam tilbyder så meget til kvinder, hvorfor er vestlige mænd så besatte af muslimske kvinders påklædning? Selv den engelske regerings ministrer Gordon Brown og John Reid er kommet med nedsættende kommentarer om nikab – og de råber fra den anden side af den skotske grænse, hvor mænd bærer nederdel.

Da jeg konverterede til Islam, og begyndte at bærer hovedbeklædning, var eftervirkningerne enorme. Alt hvad jeg gjorde, var at tildække mit hoved og mit hår – men jeg blev med det samme gjort til en andenrangs borger. Jeg vidste, at jeg ville høre ting fra de mærkelige, dem der har islamofobi, men jeg forventede ikke så meget åbent fjendskab fra fremmede mennesker.

Taxier kørte forbi mig om natten med deres ”fri” skilte tændt. En taxichauffør, efter at have sat en hvid passager af lige foran mig, stirrede på mig da jeg bankede på hans vindue, hvorefter han kørte bort. En anden sagde, ”Efterlad ikke en bombe på bagsædet” og spurgte, ”Hvor gemmer bin Laden sig?”.

Ja, det er en religiøs forpligtelse for muslimske kvinder at klæde sig beskedent, men majoriteten af de muslimske kvinder jeg kender, kan lide at bære hovedbeklædningen, der efterlader ansigtet synligt, selvom få foretrækker nikab. Det er en personlig konstatering: Min påklædning fortæller dig, at jeg er muslim og, at jeg forventer at blive behandlet respektfuldt, på samme måde som en Wall Street bankdirektør ville sige, at et forretningsjakkesæt definerer ham som værende en leder, der skal tages seriøs. Og specielt i blandt konvertitter, som mig selv, er opmærksomheden fra mænd, der kontakter kvinder med upassende og sjofel opførelse, ikke tålelig.

Jeg var en vestlig feminist i mange år, men jeg opdagede, at muslimske feminister er mere radikale end deres sekulære genpart. Vi hader de grufulde smukke festoptog, og forsøgte at holde op med at grine, i 2003, da dommerne i Miss Earth konkurrencen, som et kæmpe spring for kvindes frigørelse, hilste tilsynekomsten af en bikini-påklædt Miss Afghanistan, Vida Samadzai, velkommen. De gav sågar Samadzai en speciel pris for at ”repræsentere sejren for kvinders rettigheder.”

Nogle unge muslimske feminister betragter også tørklædet og nikab som et politisk symbol, det er en måde at forkaste vestens overskridelse af drukgilder, tilfældig sex, og stofmisbrug. Hvad er mest befriende: at blive dømt på basis af længden af din nederdel og størrelse på dine kirurgisk forstørrede bryster, eller at blive dømt på basis af din karakter og intelligens?

I Islam kan overlegenhed kun opnås igennem fromhed – ikke skønhed, rigdom, magt, position, eller sex.

Jeg vidste ikke om jeg skulle skrige eller grine, da Italiens Prodi tilsluttede sig debatten, sidste uge, ved at erklære, at det er ”almindelig fornuft” ikke at bære nikab, fordi det gør sociale relationer ”mere vanskelige”. Vrøvl! Hvis det er tilfældet, hvorfor er mobiltelefoner, fastnet, e-mail, tekst beskeder, og fax maskiner i dagligt brug? Og ingen slukker for radioen, fordi de ikke kan se oplæserens ansigt.

Under Islam er jeg respekteret. Den fortæller mig, at jeg har ret til en uddannelse, og at det er min pligt at søge viden, uanset om jeg er enlig eller gift. Ingen steder i Islams struktur bliver vi fortalt, at kvinder skal vaske, rengøre, eller lave mad for mænd. Og hvad angår, at muslimske mænd har ret til at slå deres koner – så er det simpelthen ikke sandt. Kritikere af Islam vil citere tilfældige Koranvers, eller hadith, men som regel taget ud af sammenhæng. Hvis en mand hæver så meget som en finger imod sin kone, er det ikke tilladt for ham at efterlade et mærke på hendes krop, hvilket er Koranens måde at sige, ”Du skal ikke slå din kone, fjols!”

Det er ikke kun muslimske mænd, der skal genoverveje stedet og behandlingen af kvinder. I henhold til en nylig National Domestic Violence Hotline undersøgelse, oplevede 4 millioner amerikanske kvinder et alvorligt overfald af en partner indenfor en 12 måneder periode. Mere end 3 kvinder bliver dræbt af deres mænd og kærester dagligt – det er næsten 5500 kvinder siden den 9/11 (da artiklen blev skrevet).

Voldelige mænd kommer ikke fra nogen bestemt religiøs eller kulturel kategori; i henhold til hotline undersøgelsen er en ud af hver tredje kvinde blevet slået, tvunget til sex, eller på anden vis misbrugt i hendes livstid. Dette er et globalt problem, der overskrider religion, rigdom, klasse, race, og kultur.

Men det er også sandt, at i vesten tror mænd stadig, at de er overlegne i forhold til kvinder på trods af protester for det modsatte. De modtager stadig bedre betaling for det samme arbejde – og uanset om det er i postrummet eller i bestyrelsen, så bliver kvinder stadig behandlet som seksuelle råvarer, hvis magt og indflydelse kommer direkte fra deres udseende.

Og hvad angår dem, der stadig prøver at påstå, at Islam undertrykker kvinder, genkald da denne udtalelse fra 1992 fra Præst Pat Robertson, der gav sit syn på magtfulde kvinder: Feminismen er en ”socialistisk, anti-familie politisk bevægelse, der opfordre kvinder til at forlade deres mænd, dræbe deres børn, udøve heksekunst, ødelægge kapitalismen, og blive lesbiske”.

Nu kan du så fortælle mig hvem der er civiliseret, og hvem der ikke er.

 

HVORDAN JEG BLEV MUSLIM

Af Sa’īd bin Gunnar Bak

Jeg voksede op i en rimelig typisk dansk familie, som yngste søn og “efternøler” i en børneflok på fire, i en landsby på Djursland, ca. tyve km øst for Randers i Østjylland. Er dermed som mange andre danskfødte muslimer “runden af den jyske muld”.

Mine forældre er folkekirkekristne, men det er ikke noget der på nogen måde gennemsyrer deres hverdag.

Første gang jeg blev interesseret i Islam,var da jeg som dreng læste i mine forældres opslagsværk over de store verdensreligioner. Det fascinerede mig at man kunne blive muslim ved blot at udtale shahāda[1].

Anden gang var da jeg 1.g i gymnasiet (jeg gik på et gymnasium stort set uden indvandrere) hørte en masse negativt om muslimer og Islām. Det ansporede mig til at låne A.S. Madsens Qur’ān-oversættelse på biblioteket. Nu er den oversættelse (og ikke mindst dens fodnoter) jo på mange måder afvigende fra den ortodokse Islām-forståelse, da oversætteren er Qadiani (fra Ahmadiyya-sekten som er trådt ud af Islām, idet de påstår at deres stifter er en ny profet), men alligevel var der noget der fængede. Jeg læste dog ikke oversættelsen færdig.

I 3.g havde vi om Islām i religionsfaget og det interessede mig en hel del. I undervisningen brugte de en modernistisk bog om Islām, med titlen “Islam – naturens religion”. Til trods for at der igen var et filter af fejlopfattelser, så skinnede noget af Islāms sandhed igennem forfatterens forvrængning, og al lovprisning tilkommer Allāh for det.

Halvandet år efter var jeg flyttet til Nykøbing F. for at tage en uddannelse der. Min daværende kærestes veninde skulle giftes med en afrikansk mand, med muslimsk baggrund. Hun var lidt nervøs for det, for selvom han godt nok havde antaget et alm. europæisk fornavn og ikke bad, så var han jo stadig “muslim” og derfor potentiel farlig i hendes øjne. Jeg tilbød at låne nogle bøger til hende på biblioteket om Islām og gjorde det efterfølgende, men hun kom aldrig efter dem og det endte med jeg læste dem selv, al lovprisning tilkommer Allāh for det.

Da jeg stødte på Tawhīd-konceptet[2] i de bøger var det noget som virkeligt ramte mig og det at Islām kommer med beviser for sin sandhed var chokerende, efter at have læst om alle mulige andre religioner som kun argumenterer følelsesmæssigt og filosofisk.

I den efterfølgende tid pløjede jeg mig igennem alle de bøger jeg kunne finde om Islām. Derefter gik jeg i gang med en længere research på Internettet.

Efter 3-4 måneders “studie” tog jeg mod til mig og kontaktede en moské i København gennem deres hjemmeside. De sendte mig nogle basisbøger om Islam og inviterede mig med til ‘īd al-Fitr[3] i Valbyhallen i København. Det var en overvældende oplevelse at komme til et sted med ca. 6.000 muslimer, hvoraf man ingen kendte. Alle jeg mødte var meget venlige og glade for at jeg overvejede at blive muslim og allerede samme aften (da jeg overnattede hos nogle bekendte) var jeg sikker på at jeg ville være muslim.

Kort tid efter tog jeg min shahāda, al lovprisning tilkommer Allāh for det, og flyttede til København. På det tidspunkt var jeg knap 21 år. Jeg havde boet med en dansk pige indtil jeg blev muslim, men vi blev enige om at det ikke skulle være os, da hun satte det op som et valg mellem hende og Allāh og endvidere sagde at hvis vi fik børn ville hun ikke have de skulle være muslimer… Jeg havde jo også fundet ud af at man som muslim skal giftes og ikke bare være kærester og det var der jo så ingen mulighed for. Her kan jeg tilføje at Allāh (ophøjet være Han) senere erstattede det mistede med noget bedre, nemlig en muslimsk hustru og (indtil videre) fire søde børn, som i skrivende stund er hhv. 8, 6, 3 og (knap) 1 år.

Mine forældre og søskende reagerede i starten med det jeg nærmest vil betegne som chok over min beslutning om at blive muslim. Deres skepsis blev dog med tiden mindre, og i dag har jeg et normaliseret forhold til mine forældre, som på trods af at de ikke rigtigt kan forstå mit valg, dog har accepteret det og endda køber halāl-kød til os, når vi kommer på besøg. De har også et rigtigt godt forhold til min kone og børn og al pris og tak tilhører Allāh for det.

Som mange andre nye muslimer, var det overvældende at, udover at være blevet muslim, nu også at skulle finde ud af hvilken islām-fortolkning, der nu var den rigtige. Jeg har i den sammenhæng skiftet lidt rundt, men efter at have læst gode opklarende artikler fra ortodokse muslimske lærde (bl.a. shaykh Nūh Hā Mīm Keller, som i øvrigt er amerikansk konvertit) forstod jeg at den rigtige og originale Islām-viden nødvendigvis måtte tages, sådan som islamiske lærde altid har taget den, nemlig gennem de ortodokse Sunnī-retsskoler (madhāhib)[4] og at de sande islamiske doktriner og trosartikler var de, som de tidlige muslimer bar og som blev nedfældet af Ash’arī- og Māturīdī-skolerne. Det er også denne forståelse, eller “mainstream-Islām”, som følges af langt størstedelen af verdens muslimer. Denne ortodokse retning kaldes også Ahl al-Sunna wal-Jamā’a eller på dansk “Traditionel Sunnī Islām”.

Til trods for at jeg har “været rundt omkring” indenfor de muslimske grupperinger, så har der hos mig aldrig hersket tvivl om Islāms endegyldige sandhed. Jeg er den dag i dag om muligt endnu gladere for mit valg end da jeg tog det for nu ca. 12 år siden. Jeg takker Allāh for at have retledet mig til Hans smukke religion og beder Ham om kontinuerligt at lede mig og mine kære på den rette vej. Allāh (ophøjet være Han) siger i sūrat al-Fātiha (det først kapitel i Qur’ānen):

Den arabiske tekst af Surat al-Fatiha

“I Allāhs Navn, Den Barmhjertige, Den Nådige.
Lovprisningen tilhører Allāh, Verdenernes Herre,
Den Barmhjertige, Den Nådige.
Ejeren på Afregningens Dag.
Dig tilbeder vi og Dig anråber vi om hjælp.
Led os af den Rette Vej.
Vejen for Du skænkede lykke,
ikke for dem, hvorpå der er vrede og de vildfarne.”

- Meningsmæssig oversættelse af Sūrat al-Fātiha [Qur'ānen, 1:1-7]

Og vor sidste påkaldelse er til Allāh, Verdenernes Herre. Og må Allāhs fred og velsignelser være med vor mester og profet Muhammad og hans familie og ledsagere.

Sa’īd bin Gunnar Bak

7. Dhul-Hijja 1430 | 24. november 2009

Fodnoter:
[1] Shahāda: Den islamiske trosbekendelse, som er at sige: “Ash-hadu an lā ilāha illā Llāh wa ash-hadu anna Muhammadan rasulūLlāh” (på dansk: “jeg bevidner at der ingen guder er, undtagen Allāh og jeg bevidner at Muhammad er Hans sendebud”).
[2] Tawhīd: Troen på Allāhs Enhed – den absolutte islamiske monoteisme.
[3] ‘Īd al-Fitr (skrives også ofte Eid ul-Fitr): Den festdag/højtid, som afslutter fastemåneden Ramadān.
[4] Madhāhib (sing. madhhab): Skoler inden for islamisk retslære (fiqh): Hanafī, Mālikī, Shāfi’ī og Hanbalī skolerne.

[© Ihsan.dk / Sa'īd bin Gunnar Bak 2009]

 

MIN VEJ TIL ISLAM

Af Abdul Aziz Nielsen

“Jeg mig en gård bygge vil……” Sådan starter en kendt dansk børnesang og sådan startede mit liv ligeså. Jeg voksede op på et mindre landbrug i det midtsjællandske ud af en børneflok på 5, hvor af jeg var den ældste.

Mine forældre var almindelige dansk folkekirke kristne dvs. vi kun kom i kirken når det næsten ikke kunne undgås, ved dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser og jo, måske engang imellem til juleaften, men det var også det hele. Man kan dermed sige, at mit forhold til den kristne kirke var meget flygtigt.

Den kristendoms undervisning som jeg modtog i den dansk folkeskole gjorde sit til, at holde mig på afstand af det man kunne kalde tro, den var meget uengageret og det føltes bare som noget vedkommende lærer skulle have overstået. Jeg var dog meget betaget af det gammel testamentes historier om helte og skurke. Disse historier kunne sagtens sidestilles med hvad jeg ellers interesserede mig for. Jeg levede i et meget materialistisk univers hvor videnskaben blev min religion og det blev den ved med, at være i de kommende år.

Efter folkeskolen var jeg meget træt af, at gå i skole og endte op i et kollektiv hvor der endnu engang blev lagt sten til min afstand til troen som noget der havde sin plads i mit indre. I kollektivet havde troen antaget skikkelse af politisk arbejde på den yderste venstrefløj, der var doktrinen som Karl Max udlagde den ” Religion er opium for folket…” Og sådan kunne det hele være endt, men efter nogle år med meget forskelligt arbejde, lige fra fabriks arbejde til forsvaret og det at være fængselsbetjent.

Så var det gennem mit job som fængselsbetjent, at jeg første gang støtte på muslimer og islam. Dette møde tændte et lille lys i mørket. Dette lille lys opstod ved, at jeg hver fredag skulle ledsage nogle indsatte til bøn og tilbage igen. Forskellen fra vi gik fra cellen og til vi gik tilbage igen, var betagende. Fra at virke frustrerede og usammenhængende blev de afklarede og rolige. Det virkede næsten som om de var blevet andre mennesker, med et renere og blidere væsen. Det betagede mig meget og især da jeg aldrig selv havde mødt en lignende følelse eller tilstand, hverken igennem de få gange jeg havde været i kirke eller gennem mit politiske arbejde. På den baggrund og således optændt af en helt ny følelse som jeg ikke rigtig kunne definere, sagde jeg mit job op, stoppede med mit politisk arbejde og pakkede min rygsæk og rejste så ud i den store verden.

Det blev en søgen mere end bare en rejse og efter, at have rejst og mødt alverdens mennesker gennem en rejse som kom til at vare mere end et år, vendte jeg tilbage til lille Danmark uden, at have fundet det jeg søgte efter. Efter at være kommet hjem, viste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv og det lille lys i mørket var blevet en svag og blafrende flamme, mødte jeg min daværende kone og hun overbeviste mig om, at uddannelse var vejen frem. Så vi startede begge på, at tage en HF som skulle tage de næste 2 år. Det var der jeg for anden gang i mit liv, følte at flammen i mit indre voksede og blev stærkere. Det var gennem en meget engageret og passioneret religions lærer at jeg for første gang støtte på islam på tekst og det gjaldt i øvrigt også alle andre religioner. Men det som kom til, at interessere mig mest, var islam. Og det var her igennem at tanken om, at konvertere for første gang strejfede mine tanker.

Men 2 år går hurtig når noget dybt interesserer én og i mellemtiden havde min kone, som var passioneret og dybt engageret i Pinsekirken, fået mig lokket mig med til nogle af deres arrangementer og til, at starte med blev jeg lidt fanget af deres fællesskab og tro på, at det bærende i deres liv var Jesus. Men det gik hurtig op for mig, at ikke var min vej frem og at det i modsætning til islam, ikke fik flammen i mit indre til, at blusse op, men snarere fik den til, at blafre og næsten gå ud. I min frustration faldt jeg tilbage til min tro på det verdslige og det videnskabelige forklarlige. Så jeg startede på, at læse økonomi og troede fejlagtigt på det kunne fører mig videre i mit liv. Der skulle gå 1 år før, at det gik op for mig at jeg var på det gale spor og da var det endnu engang min kone, som fik mig sat ind på et andet spor. Hun talte meget varmt om fællesskabet og det interessante i nærværet med det, at være i gang med en læreruddannelse.

Der mødte jeg igen islam og det var ved, at jeg valgte religion som et af mine linjefag. Her som på HF, blussede flammen op igen og denne gang mere end nogensinde. Jeg slugte alt hvad jeg kunne komme i nærheden af som handlede om islam og dermed var jeg blevet sikker på, at en dag ville jeg konvertere. Det første skridt blev taget da jeg var færdig med læreruddannelsen, jeg meldte mig ud af folkekirken. Men det skulle så også blive den første pind til enden på mit ægteskab. Min kone var stadig meget troende kristen og det var jeg bestemt ikke. Så fik vi et barn og det var med til i nogle år, at lægge låg på mine tanker om, at konvertere. Men så en dag kom min kone og sagde til mig, at nu ville hun skilles, der var simpelthen blevet for langt imellem os og at mit manglende engagement i den kristne tro ville gøre det umuligt for os, at holde et ægteskab i gang.

De næste 2-3 år var hårde, at komme igennem, skilsmissen fik mig til, at føle som noget var blevet revet ud af mit hjerte. Da var det jeg endnu engang fik en opblussen af interessen for islam. Jeg søgte vidt og bredt om oplysninger om hvordan man blev muslim og da var det jeg støtte på nogle hjemmesider som i nogen grad gav mig oplysninger om hvad det var jeg skulle gøre. Og i større grad hjalp Said Bak mig til, at få yderligere oplysninger om hvordan det rent praktisk skulle kunne lade sig gøre at konvertere. Det har været en stor hjælp og yderligere hjælp fik jeg af nogle brødre fra København som inviterede mig til at kunne aflægge “de to vidneudsagn” over for dem. Det står endnu printet i min bevidsthed…. “Jeg bærer vidne om, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og jeg bærer vidne om at Muhammad er hans profet”…. Disse 2 korte sætninger har ændret mit liv for altid og båret véd til til det lys i mit indre som er blevet til et blussende bål. Jeg ved dybt i mit indre, at jeg aldrig vil fortryde mit valg, men der er lang vej endnu, der er meget som skal læres og forstås. Det er en proces som vil vare resten af mit liv i denne verden og vil forhåbentlig føre til den næste.

Nykøbing Mors d. 16.08.2008.

Abdul Aziz

[© Ihsan.dk / Abdul Aziz Nielsen 2008]

 

MIN VEJ TIL ISLAM

Ali Ahmed Knud Holmboe

Det var i El Kuds (Jerusalem), jeg modtog mit første indtryk af Islams skønhed. Hvad jeg forud havde vidst om denne religion var kun, hvad man lærer i skolerne over næsten hele Europa - at Muhammad ikke var noget andet end en efteraber af kristendommen og jødedommen, og at den tro, han grundlagde, var en vild og barbarisk tro, som kun havde til hensigt at foranstalte massakrer på de stakkels kristne, navnlig i Armenien.
Da jeg besøgte Jerusalem for omkring 5 år siden, sluttede jeg mig på grund af religionsfællesskabet til europæerne. Som et resultat af skolekristendommen med dens fremstilling af Jesus som vor frelser og hans død på korset for vore synder, blev jeg allerede tidligt i livet en tvivler. Jeg begik den fejltagelse - som ikke er usædvanlig - at sætte lighedstegn mellem ordene Kristendom og religion, og i lang tid var min opfattelse af livet fuldstændig negativ.
Et alvorligt menneske kan i længden ikke eksistere uden religion, uden et etisk grundlag for sin livsførelse. Jeg søgte sandheden og fik et dybt indtryk af den musikalske skønhed og kunst, som jeg fandt i den romersk-katolske kirke.
Det var på den tid, jeg kom til Jerusalem.
Man fejrede påske i Den hellige Gravs Kirke. Golgatha, som ligger på toppen af en smal trappe, er delt mellem græsk- og romersk-katolske præster, og den store påskemesse skulle holdes. Mennesker fra hele verden var kommet for at være vidne til messen på selve Golgatha.
Den begyndte, men den udviklede sig snart til et heftigt klammeri mellem de græske og romerske præster. Prælater, klædt i fløjl og silke, skændtes som arrige, gamle kællinger; der blev kastet med stole, og der brugtes ord, som var værre end dem, man kan høre på en markedsplads. I et hjørne bad en bonde fra Karpaterne andægtigt sin rosenkrans. I en glasmontre på væggen havde man sat en smilende Madonna. Hun bar et armbåndsur, som gnistrede af diamanter, og var et par år tidligere blevet dekoreret med den franske krigsmedalje.
I det øjeblik forstod jeg, at kristendommen i den form, jeg kendte den, havde meget lidt tilfælles med sand religion, og at mennesket Kristus, som man havde gjort til et forgyldt billede, ikke ville have været kristen, hvis han havde levet i dag.
Jeg var fortvivlet. Endnu en gang sank jeg ned i den bitreste tvivl, i den dybeste nedtrykthed. Jeg gik ud af Den hellige Gravs Kirke og ind i Omars Moské, som står der, hvor engang Salomons tempel løftede sig. I Omars Moské herskede den fuldkomne stilhed. Ingen præster messede eller prækede eller forvandlede brød og vin til Gud, ingen musik hypnotiserede og ledte hjertet bort fra klar forståelse.
Jeg tog plads i et hjørne og så, hvorledes muslim efter muslim stille kom ind, efterlod sine sko ved indgangen, faldt på knæ med ansigtet vendt med Mekka og bad sin bøn. Her fandtes der ingen kunstnerisk udhugget kristusfigur; her var man alene med den mægtige Gud, af hvis lys en lille funke genspejles i ethvert menneskehjerte.
Dette gjorde det dybeste indtryk på mig, og min opfattelse af Islam begyndte at forandres. Nogle få dage senere gik jeg til min gode ven, den islamitiske lærer Adel Gabre i El Kuds og lånte en engelsk oversættelse af Koranen. Det var Rodwells version, og jeg fandt den meget svær at forstå..
Jeg vidste ikke dengang, at den arabiske Koran ikke kan oversættes af filologer; men at kun den, som i ånd og sandhed er i stand til at fatte dens grænseløse skønhed, svagt kan gengive den i en oversættelse. Muhammad var en beduin, ude af stand til at læse og skrive; men så grebet var han af den guddommelige inspiration, han modtog, at han følte sig tvunget til at meddele hele verden, hvad han så. Han sang vers efter vers af Koranen, som blev indgivet ham under guddommelig inspiration.
Da begyndte jeg at studere arabisk, og dette førte mig til Islam.
Xauen - i spansk Marokko - ligger på et bjerg, og her besøgte jeg en dag, da jeg var træt af civilisationen og dens hule, udvendige liv, en moské. Hele udstyret bestod af en stråmåtte på gulvet, og i begyndelsen var jeg alene. Efter nogen tids forløb trådte en gammel mand ind. Hans klæder hang i laser, og han så ud til at være syg, men hans ansigt strålede af lys. Han så på mig et øjeblik. Så kom han hen til mig, rakte mig sin hånd og sagde:
- Du er ikke herfra? Hvorfor kommer du til moskéen?
Jeg svarede, at jeg ikke kendte mig selv; men at jeg fandt fred i moskéen, og jeg bad ham fortælle noget om Islam.
- Ved du, hvad Gud er? spurgte han.
Jeg rystede på hovedet.
- Hvis du forestiller dig, sagde han, at alle menneskehedens etiske idealer har nået deres fuldendelse, ville de kun danne en lille del af Gud. Synet af Gud har overvældet profeters og engles hjerte, skønt de bare forstod en ubetydelighed af Hans almagt. Hvad er din religion?
- Jeg har ingen, svarede jeg.
Han så meget alvorligt på mig, tog min hånd og sagde:
- Meget få fremmede forstår Islam - navnlig blandt jer, som kommer fra Europa med jeres opfattelse af, at civilisation og materielle fremskridt er det eneste, som er værd at leve for. Vor store filosof Ghazali siger, at i hvert menneske findes der legemliggjort en hund, et svin, en engel og en djævel.
- Hvad er en engel? spurgte jeg.
- En engel, sagde han, er det lyse element i din sjæl. En engel er billedet af Gud i dit hjerte. Hvis du tildækker dette billede, kan du ikke se Gud. Men Gud er til, enten du ser ham eller ej. Og enhver har en engel i sit hjerte, derfor er det enhvers pligt ikke at fremkalde svinet eller hunden i sig! Engelen - legemliggørelsen af lyset - fængslet med et svin eller en hund. Dette er, hvad vi kalder Helvede, den største elendighed af alle. Derfor må du finde den lige vej til Gud, den vej, hvorad du kan komme nærmere til Hans ophøjethed. Denne vej er Islam.
- Men hvorfor ikke lige så godt kristendommen eller buddhisme eller teosofi eller nogen anden af alle de mange religioner i verden? spurgte jeg
Den gamle mand smilede.
- Alle religioner indeholder noget af sandheden - noget af Islam. Men kristendommen fjerner sig mere og mere fra Gud, og den har stillet præsterne mellem menneskene og Gud. Profeten Muhammad - fred være med ham! - lærer ikke, som man påstår, nogen ny religion i Koranen. Muhammad tager kun det væsentligste i de allerede eksisterende religioner. Vejen til Gud er Islams eneste dogme. Vi har ingen præster, vi har ingen billeder i vore moskéer. Hvordan skulle man kunne gengive Gud på et maleri? Vi kan intet andet end bede til Ham og Ham alene!
- Hvem var da Muhammad? spurgte jeg.
- Kun en profet ligesom Jesus, Moses, Abraham, Buddha og tusind andre; en af de udvalgte, som så Guds storhed og måtte råbe den ud over verden. Kristendommen leder menneskene bort fra Gud, fritager dem for alt ansvar ved at lære, at Kristus er frelser, og at han døde for vo re synder. Muhammad lærer intet sådant og siger, at heller ikke Jesus selv gjorde krav på at være Gud. Ofte hedder det i Koranen: "Jeg er kun et menneske ligesom I." Islam siger os, at ethvert menneske har pligt til at åbne sin sjæl. Han må bede fem gange om dagen, så at billedet af Gud og vejen til Gud kan bevares med fuld klarhed i hans sjæl. Derfor er berusende drikke forbudt, og derfor må han faste en måned om året, for at hans legeme skal blive en sund bolig for hans sjæl. Forskellen mellem Islam og alle andre religioner er, at alle andre religioner siger, at gennem troen skal du udføre din gerning. Islam siger snarere, at gennem gerningen fødes troen. -
Få måneder senere tilhørte jeg Islam, den religion jeg, om Gud vil, skal følge, til jeg dør. Endnu en tid efter var jeg vidne til de afskyelige ugerninger, italienerne gjorde sig skyldig i mod vore islamitiske brødre i Tripolis og Cyrenaika, og for første gang i mit liv skammede jeg mig over at være europæer.
Det er min tro og mit håb, at Islam har en fremtid, navnlig i Nordeuropa, hvor menneskene i vor tid søger en religion, som kan give dem mere end kristendommen, som man har mistet al respekt for, og at fremtidens religion skal blive Islam og intet andet. Kun Islam kan i modsætning til bolchevisme, socialisme og alle moderne påfund til menneskehedens lykke gøre hvert individ fuldstændig lykkeligt.

Kilde: ISLAMIC REVIEW okt. 1931.

 

 

Søg på danskmuslim.dk

Bedetider KBH i dag

Bedetider Fajr: 6:08
Shourouk: 8:01
Duhr: 11:58
Asr: 13:33
Maghreb: 15:53
Isha: 17:40

     Odense: + 6 min; Århus: + 7 min

Salahtider reklame

Dansk Islamisk Center

Fredagsbøn på dansk?

Hver fredag i

Dansk Islamisk Center

Baggesensgade 4C, 3. sal

2200 København N

 

Islamakademiet

Nu udgiver vi også bøger!


Foredrag

Vil din forening, din skole, din arbejdsplads have et foredrag om islam? Så kontakt info@danskmuslim.dk

Islamisk litteratur DK

Haya.dk reklame

Reklamer

Her kunne DIN reklame være!
Send en mail til info@danskmuslim.dk for at få adgang til at reklamere på sitet.